En uforglemmelig dag under vandet ved Poor Knights Islands på New Zealand
af Anne Kjær
Klokken er 7.30 om morgenen da vi kører fra Totaranui B&B. Landskabet er badet i orange solopgangs-lys og i de utallige små dale og slugter står dampen fra vandløb og ligner guldskyer. Silhuetterne af træbregner og "kåltræer" stikker op over disen og ingen af os ville blive nævneværdige overraskede over at se en gumlende brontosaurus stikke hovedet op over træerne.
Vi skal på dykkertur til Poor Knights Marine Reserve og skal sejle fra Tutukaka. Vi er min gode veninde Kirsten fra seminarietiden og hendes søn Jonathan på 13, samt mig selv, Anne. Min mand Ove og jeg emigrerede til New Zealand for snart to år siden og bosatte os i Northland, 20 km øst for Whangarei, hvor vi nu bl.a. driver Totaranui - en lille "Bed and Breakfast".
Tutukaka er et sommerhusområde med en benzintank, en café og en marina. Ved siden af caféen har The Poor Knights Dive Center til huse. En nydelig ung mand kikker op og ned ad os med kenderblik og udstyrer os med våddragter samt svømmefødder og masker. Jonathan, som har dykker-certifikat, bliver udstyret med dykkergrej og får en hurtig gennemgang af udstyret. Så bliver det hele pakket i en stor taske og kørt ned til El Tigre som vi skal sejle med.
Jeg står - stiv i blikket - og stirrer ud på øerne mens vi sejler de 23 km. Jeg har glemt at tage min søsygepille inden vi tog af sted, så det er med at koncentrere sig!
Alle er ivrige for at komme i vandet, Kirsten og jeg måske mindst. Måske er det tanken om de våddragter og vores bløde maver der får os til at læne os tilbage og drikke en kop kaffe mens resten af folkene ombord gør sig klar.
De fleste af de 19 passagerer ombord er på den sidste dag af et dykkerkursus og ser ud som om de ved hvad de skal. Jonathan bliver partner med en af skibets dykkere og de følges ad på dette første dyk.
Ikke alene er det med til at give Jonathan en rigtig god oplevelse, men det gør moderen så rolig at hun endelig kan vride sig i ned i våddragten og gøre sig klar. Hatten af til fyren med øjemålet. Dragterne passer på en prik - og de buler der er, kan han ikke holdes til ansvar for.
Vandet er ikke mere end 21 grader, men da det første gisp er overstået og vi får hovederne under vand glemmer vi alt om temperatur. Området vi svømmer over kaldes "Tanghaven". Der er omkring 10 m dybt og bunden er sand og klipper. Lange strimler af bred tang bevæger sig med strømmen op ad klippesiden, stimer af demoiselle fisk kikker nysgerrigt på os og skal nærmest skubbes væk for at vi kan se fremad. Det er helt forrygende. Kirsten og jeg svømmer rundt og rundt og må indimellem op til overfladen og sige "Iiiiii, SÅ du den....?????" og "Åh hvor er det flot!" Vandet er isblåt og helt klart. Vi kikker efter den grønne skildpadde Alfie, som efter rehabilitering i akvariet i Auckland er udsat på dette sted sammen med en ven, men ser dem dog ikke. Til gengæld er der masser af fisk: John Dory, Leather Jackets, Black Angelfish, Papegøjefisk, Cream Fish og stimer af store Snapper.
Efter en lille time er vi lidt kolde og det er herligt at komme op af vandet og sidde i solen med en kop varm tomatsuppe. Da alle endelig er oppe sejler vi videre. Vi spiser vores medbragte frokost på det øverste dæk mens vi sejler gennem naturlige tunneler, ind i huler og forbi den største naturlige "Triumfbue" på den sydlige halvkugle.
Så lægger vi til ved en bøje i et stræde mellem to øer. Kirsten og jeg ville have lånt havkajakkerne men da vi ser hvordan vandoverfladen syder af store stimer Trevalley fisk er vi nødt til at snorkle igen.
Jonathan skal denne gang dykke med skipperen Glenn Edney, en berømt lokal dykker og fotograf. Glenn har arbejdet ved Poor Knights i 20 år og har skrevet bøger om området samt fået priser for sine undervandsbilleder. Han får Jonathan til at klø en skorpion fisk under hagen og lader ham hilse på den lokale moræne ål. Han har et forstørrelsesglas med og viser Jonathan at der også findes mange forunderlige små dyr og vækster.
Hovedattraktionen hvor vi ligger er Blue Maumau Cave. En ca. 25 m lang tunnel gennem en ø, så stor at man mageligt kunne sejle en stor lystyacht igennem.
Det er fantastisk at svømme fra sollyset og ind i tunnelens skygge. Da øjnene har justeret sig til lyset i det krystalklare vand, er vi i en blågrøn tunnel, hvor vi i den anden ende kan se sollyset blive filtreret gennem stimer af fisk og tangplanter i uendelige variationer af grønne og brune nuancer.
Der er ca. 15 m ned til bunden og i væggenes små huler og revner bor forskellige fisk og underlige dyr. Lyserøde søsnegle med røde polka prikker, skorpion fisk der forsøger at ligne klipperne og søanemoner som små lilla vinterasters. De mærkeligste dyr er næsten nogle ovale gopler på størrelse med andeæg. De er helt gennemsigtige, men har nogle lange kæder af små korte fimrehår der løber rundt om kroppen som længdegrader på en globus. Fimrehårene bevæger sig konstant og lyser med alle regnbuens farver. De ligner små tivoli lys der kører rundt og rundt.
Jo tættere man kommer på lyset i den anden ende, jo flere fisk og koraller bliver der. Ved tunnelens slutning kommer man ud i en "have" af mange forskellige tangplanter, der duver i strømmen og ind og ud svømmer fisk i alle størrelser og farver!
Efter den fantastiske oplevelse er vi ovre ved øen på den anden side af strædet og der er oplevelsen lige så stor. Store klippeblokke overgroet med underlige vækster, solen, der flimrer i vandet, store og små fisk, enkelte og stimer, grøn, lilla, brun og orange tang! Vi følger i lang tid en stor Blå Maumau der nok skal være 75 cm lang. På vej tilbage til båden ser vi fire store rokker, der kommer "flyvende" under os som gulvtæpper. Glenn og Jonathan, der har set dem på nært hold, mener at de nok er 1½ m i "vingespand". Vi er helt overstadige da vi kommer tilbage ombord og får endnu en kop suppe at varme os på.
Ved 15-tiden er det tid at vende næsen mod Tutukaka. Vi kan krybe ud af våddragterne og få skyllet det værste salt af og fra det øverste dæk kan vi nyde sejladsen mod land. Solen er stærk og varm og vinden lige tilpas. Vi kikker efter delfiner som ofte er i dette farvand, men de holder fri i dag.
Det er en af de dage som vil stå mejslet ind i vores hukommelser for altid og jeg kan ikke vente til jeg får de næste gæster på besøg og kan tage dem med på undervands safari ved Poor
Knights.
Facts
Poor Knights er de nordligste øer i Hauraki Gulf, nord for Auckland. De to største øer hedder Tawiti-Rahi og Aorangi. Øerne var indtil begyndelsen af 1800-tallet beboet af Ngati-wai stammen, men efter en massakre på stammen blev der lagt et tapu på øerne og i dag er det strengt forbudt at gå i land. Dette har resulteret i at mange plante- og dyrearter, som i dag er uddøde på fastlandet, lever i bedste velgående på øerne. Blandt andet tuataraen som regnes for at være en af jordens ældste firbenarter.
Det meget klare vand og en varm subtropisk havstrøm giver grobund for et helt usædvanligt rigt dyre og planteliv. De stejle klipper går nogen steder næsten 100 meter lodret ned og områdets huler og sprækker giver ideelle levesteder for fisk og andre havdyr. Jacques Cousteau citeres for at have sagt, at Poor Knights er et af verdens top 10 dykkersteder.
I 1981 blev havet omkring Poor Knights erklæret for Marine Reserve og alt fiskeri indenfor en kilometer er forbudt. Der findes mange charterbåds-firmaer, der sejler folk til Poor Knights. Man lejer alt udstyr - hvis man ikke har selv - og prisen for en hel dags snorkling med lejet udstyr er ca. 90 NZ$. Har man aldrig dykket med flasker og kunne tænke sig at prøve, koster et prøve dyk 1:1 med en instruktør ca. 210 NZ$. Har man certifikat og kan dykke kostede det 195 NZ$ for muligheden for to dyk samt lejet udstyr. For nærmere detaljer, søg på ANZwers. |
Ove og Anne Kjær
En tur Australien rundt i 1996 (som resulterede i bogen "Australiens Hjerte er Rødt") gjorde at vores udlængsel igen blussede op og da vi ikke kunne emigrere til Australien valgte vi New Zealand hvor det er lidt nemmere.
Vi har nu boet i Northland i små to år. Vi driver i sommer-sæsonen vores 26 tdr. land med oprindelig skov og skønne udsigter, som Homestay og B&B. Resten af året arbejder vi med rehabilitering af mennesker med sen-hjerneskade inde i Whangarei by.
For mere om Anne og Ove Kjærs B&B og området nær Whangarei Heads, se: www.totaranui.co.nz. |